Udbredte angstlidelser

Kort beskrivelse af de mest udbredte angstlidelser:

 

Enkeltfobi

Opleves som intens angst i forbindelse med bestemte genstande eller situationer. Fx specielle dyr som hunde og edderkopper, højder, mørke, at flyve, lukkede rum, tandlægebesøg, synet af blod m.m. Udsættes man for den frygtede genstand eller situation, kan den medføre et regulært panikanfald.

Generaliseret angst

Opleves som vedvarende bekymringer og uro i kroppen, fx tendens til sammenfaren og besvær med at falde i søvn. Mange bekymrer sig fx jævnligt over om de selv eller deres nærmeste skal blive syge eller komme noget til. Ofte bekymrer man sig også dagligt for, om man har overset noget i dagens løb, og forestiller sig alle mulige negative konsekvenser, såfremt der er det mindste, man ikke er sikker på er i orden.

Panikangst

Opleves som voldsom og pludselig angst. Mange oplever vejrtrækningsbesvær, hjertebanken, smerter i brystet, svimmelhed, kvalme og en følelse af at alt er uvirkeligt. Typiske tanker under et angstanfald er: ”Jeg er ved at dø” eller ”Jeg er ved at blive sindssyg”.

Social angst

Opleves som en følelse varierende fra anspændthed til panisk angst i andres selskab. Man tænker fx at man er ”anderledes/forkert”, er flov over at man er nervøs og frygter, at andre skal opdage, hvordan man har det. Ofte er man angst for at komme til at svede, ryste eller rødme.

Agorafobi

Opleves som angst for at færdes alene uden for hjemmet. Mange har katastrofetanker om at de vil miste kontrollen, falde om eller besvime. Man er typisk bange for at gå i supermarkedet, køre med bus og tog eller for store menneskemængder, og ofte må man have en partner eller ven til at tage med, hvis man skal ud.

Sygdomsangst/helbredsangst

Opleves som tilbagevendende angst for at lide af en alvorlig fysisk sygdom. Man er tilbøjelig til at være overopmærksom på fornemmelser i kroppen og tolke dem som tegn på en alvorlig fremadskridende fysisk sygdom såsom kræft, sklerose, hjertelidelse, hjernesvulst osv.

Præstationsangst

Er en type angst som forekommer når personer skal præstere noget særligt, fx i forbindelse med at skulle holde et oplæg på arbejdet eller holde en tale til en fest, eller i seksuel sammenhæng. Det kan vise sig på forskellige måder og defineres forskelligt.

OCD (Obsessive Compulsive Disorden)

Er en psykiatrisk lidelse med tilbagevendende tvangstanker og/eller tvangshandlinger.

Tvangstanker (obsessioner) er ideer, tankebilleder eller indskydelser, der dukker op i bevidstheden igen og igen på en ensartet måde. Det drejer sig oftest om frygt for at skade sig selv eller andre, frygt for smitte/kemikalier, overdreven tvivl og behov for orden/symmetri. Tankerne er næsten altid pinagtigt generende og uhyre svære at modarbejde.

Tvangshandlinger (kompulsioner) og ritualer er tilbagevendende handlinger, der udføres efter bestemte mønstre, ofte for at undgå en eller anden frygtet begivenhed og ofte foranlediget af tvangstanker. De hyppigste tvangshandlinger er vaske/rengøringsritualer, kontrolritualer (checken), tælleritualer og ordens-/symmetriritualer.

Nogle har udelukkende tvangstanker, andre næsten ‘kun’ ritualer. Men oftest er det en kombination af begge dele.