Behandling af lavt selvværd nær Odense
Psykoterapi mod lavt selvværd
Lider du af lavt selvværd? Så står jeg klar til at hjælpe dig med psykoterapi nær Odense. Lavt selvværd handler om angst for ikke at føle sig god nok. Lavt selvværd opstår, når vi er angste for ikke at slå til, angste for ikke at leve op til andres og egne forventninger samt angste for, hvad andre kunne tænke om én. Lavt selvværd får os til at tænke: “Jeg er ikke god nok”.
Lidt om selvværd
Selvværd handler om den måde, vi opfatter os selv på – altså hvordan vi tænker om os selv, siger om os selv, og tror, at andre tænker om os, samt hvordan vi handler i bestemte situationer. Selvværd handler om værdien: at føle sig god nok.
Selvværd får os til at tænke: “Jeg er god nok” – et udsagn, der afspejler meget mere end fire små ord. Det er kernen i vores personlige trivsel – og afgørende for vores psykiske trivsel, at vi føler os værdifuld.
Store konsekvenser af lavt selvværd
Når selvværdet er lavt, er man især præget af dårligt humør, fordi man sidder fast i sine negative tanker og følelser omkring sig selv. Det kan være svært at vise empati og leve sig ind i andres tanker og følelser, fordi man har så meget fokus på sig selv og sin egen smerte. Det betyder også, at man ofte mistolker andre. Man tror fx, at det er ens skyld, at partneren er i dårligt humør, uden at det er tilfældet. Får man ros af andre, preller det af, for man tror ikke på det, fordi man er overbevist om, at man ikke er værd at holde af. Man kan derfor være svær at hjælpe.
Når man ikke føler sig af værdi, lader man være med at gå efter det, man har brug for i livet. Det gælder fx i forhold til andre mennesker og i forbindelse med uddannelse og job. Det er svært at svare på, hvad man vil med sit liv, for man har ikke en tro på, at man kan vælge, endsige lykkes.
Måske savner man kontakt til andre mennesker, en kæreste eller en god ven eller spændende oplevelser, men man kan lige så godt lade være med at gå efter det, fordi man på forhånd forventer, at det vil mislykkes. Man kommer let ind i en selvforstærkende negativ spiral, der nedsætter livskvaliteten.
Selvværdet udvikles i løbet af barndommen
Man udvikler et sundt selvværd, hvis man er født af kærlige forældre, der giver udtryk for, at de elsker en – uanset om man er glad eller vred – og aldrig gør deres kærlighed betinget af fx god opførsel.
Men er man meget tidligt i sit liv i tvivl om, at man er god nok, er man meget sårbar over for kritik, fordi man ikke får udviklet sin evne til at sortere i, hvad der er rigtigt eller forkert. Man opfatter kritik som sandhed og tror, at man nok er et dårligt menneske, når andre siger det.
Vores selvværd er roden til vores trivsel livet igennem.
Kontakt mig for hjælp til behandling af lavt selvværd
Leder du efter en psykoterapeut der kan hjælpe med lavt selvværd? Så står jeg klar til at hjælpe i min klinik i Søndersø nær Odense. Du er meget velkommen til at kontakte mig for at høre hvordan jeg kan hjælpe netop dig. Jeg kan bl.a. også hjælpe dig i tilfælde af angst, stress og depression.
Destruktive tanker
Ved lavt selvværd kan der let opstå en række destruktive tanker, som fx:
- “Jeg er ikke god nok”
- “Jeg er en total fiasko”
- “Jeg dummer mig altid”
- “Jeg er ikke noget værd”
- “Jeg er ikke så smuk som andre”
- “Hvis jeg laver fejl, er jeg ikke god nok”
- “Hvis andre er vrede på mig, har jeg gjort noget forkert”
- “Andre er ligeglade med mig eller tænker dårligt om mig”
Klassiske symptomer på lavt selvværd
- Negative antagelser om sig selv
- Høje krav til sig selv
- Optagethed af at please andre
- Problemer med at sige nej til andre
- Usikkerhed i sociale sammenhænge
- En indre kritiker og hård dommer på tankeplan
- Underkendelse af egne præstationer og kvaliteter
- Svært at tage imod komplimenter og roser aldrig én selv
- Svært at lukke andre ind og holder kortene tæt til kroppen
- “Samler på” minder om dårlige oplevelser eller ting, man ikke føler, man har gjort godt nok