Psykoterapi er en hjælp til at få det bedre
Mange mennesker oplever indimellem perioder, hvor de har det svært. Der kan være mange grunde til at søge terapi, men fælles er, at der er et ønske om at skabe en forandring. I min praksis hjælper jeg unge, voksne og par – som alle slås med forskellige problematikker.
Det kan være problematikker som lavt selvværd, usikkerhed, tristhed, uhensigtsmæssige mønstre, ensomhed, stress, angst, depression, generthed, skam eller problemer i forhold til andre (fx familie, ægtefælle, kæreste, venner, bekendte, kolleger), tvivl, at træffe valg, livskrise, tab og sorg mv.
Det kan også være, at de står et sted i livet, hvor de har det svært. Fx kan det at være ung eller overgangen til at blive voksen eller at nå pensionsalderen være svært. Nogle kommer, fordi de har haft en traumatisk oplevelse eller af helt andre årsager har brug for hjælp til at komme videre i livet.
I de tilfælde hvor klienter kommer til mig og de har svært ved at sætte ord på deres følelser, kan jeg tilbyde Touching Dialogue. Touching Dialogue er en kropsorienteret psykoterapi, der er designet til at indgå i samtaleterapi, til de situationer, hvor ord ikke slår til og hvor det vil være hensigtsmæssigt at få kroppen mere med.
I parterapien møder jeg par, som kommer fordi de har mange konflikter og skænderier. Andre kommer til mig fordi deres parforhold er gået i stå. Nogle par oplever manglende intimitet og nærhed. Andre par oplever at deres forhold er gået i hårknude pga. utroskab mv.